1. Bryn

Når vi udfører permanent makeup på bryn tegner vi først en form som kunden skal godkende. Dette gøres med specialblyanter. Derefter tilføres huden farve med den specialtilpassede pen. Man kan enten lave skygge eller hårpåtegning eller en kombination af de to teknikker.
Er du i tvivl om, hvilken metode, der egner sig bedst til dig og din hudtype, så kontakt os for en gratis konsultation.

2. Læber

Ved udførelse af permanent makeup på læber tegner vi først en form som kunden skal godkende. Ujævnheder i læbekonturen rettes op, sådan at man får et symmetrisk og harmonisk resultat. Derefter tilføres huden farve. Vi toner også farve ind på læben for at få et mere naturligt resultat. Ønsker man mere spil i farven eller optisk mere volumen på læberne, anbefaler vi tredimensionel lipliner, hvor man arbejder med flere farver på én gang. Ønsker man et blødere resultat uden lipliner, anbefaler vi skygge teknikken alene.

3. Eyeliner

Ved permanent makeup om øjnene, lægges farve langs vippekanten. Man kan lægge en lidt bredere linje for at få tydeligere effekt. Ønsker man det, kan man lægge eyelinerlinjen kun oppe eller kun nede. For bedst resultat anbefaler vi at lægge permanent makeup på vippekanten både oppe og nede. Som noget nyt tilbyder vi også smokey eyeliner, som er til dig, der vil have lidt ekstra bredde på din eyeliner uden at det bliver et for hårdt og mættet resultat.

4. Arkorrektion

Når vi anvender permanent makeup på ar, lægges hudfarve ned i huden. Farverne er specialudviklet til denne type behandling. I disse farver er pigmenterne tættere, så man får et heldækkende og jævnt resultat. Det er vigtigt at vide at ved ardannelse reagerer huden anderledes end sædvanlig og man må højst sandsynlig efterbehandle med farve efter en vis tid.

5. Rekonstruktioner

Efter operationer som ved kræft, brystløft etc. kan man få en skade på areolaen (farvekanten rundt om brystvorten), eller den kan være helt fjernet. I disse tilfælde rekonstruerer vi areolaen ved at lægge farve ned i huden der, hvor det er optisk rigtigt. Det bliver altid tegnet op først, og man tilpasser den nye areola rundt om brystvorten. Hvis begge bryster er skadet, rekonstruerer man begge. Andre eksempler på rekonstruktioner er efter operation ved ganespalte/hareskår, hårmangel eller efter behandling fra useriøse klinikker.

6. Skønhedsplet

Ved permanent makeup af skønhedspletter tegner vi op med en specialblyant der, hvor kunden ønsker den. Derefter tilfører vi farve til huden med den specialtilpassede pen. Vi behandler ikke oveni rigtige skønhedspletter.